Løs opgaven her, gerne i grupper men på maks 2 personer.
- Opgaven kommer rundt i meget af det pensum, som vi har været igennem
- Opgaveteksterne er typisk korte, men ved en mundtlig fremlæggelse spørger jeg ind til teorien bag. Derfor: Gør noget ud af dine svar
Vigtigt:
- For at få godkendt opgaven skal alle spørgsmål besvares
- Det er ikke et krav, at du bruger Visual Studio Code og/eller SQLite. Det er dog et krav, at du bruger en editor og et databaseprogram. Dvs. du kan ikke klare dig med W3schools alene. Jeg anbefaler kraftigt, at du bruger Visual Studio Code og SQLite. Alternativ til Visual Studio Code er Atom (gratis), alternativ til SQLite er Microsoft Access (adgang via fjernskrivebord, spørg supporten). Det er dit eget ansvar, at du har programmerne til at virke på din computer.
- I skal kunne vise, at jeres HTML, CSS og PHP kode virker i en browser
- I ska ligeledes vise, at I kan oprette en database i et rigtigt databaseprogram og hente data ud vha. SQL. Det er ikke nok, at I “bare” viser en database i Excel eller lignende
- Upload jeres noter til Lectio, når I kommer så langt
- God arbejdslyst også selvom I måske har det sådan her:

… men tænk sådan her 🙂

Opgave 1. Brugbarhed og design
Gå ind på Kolding Kommunes hjemmeside for unge: https://www.kolding.dk/borger/unge.
- Vurder sidens brugbarhed ud fra den teori, du kender
- Kom med forslag til, hvordan man kan teste siden for brugbarhed
- Kolding Kommune overvejer et redesign af unge-siden. Kom med et forslag/udkast f.eks. i PowerPoint. Du behøves ikke at vise alle menupunkterne i dit forslag. Begrund dit forslag ud fra din teori om det grafiske puslespil
Opgave 2. Kodning
Du skal nu kode et forslag til en hjemmeside for unge i Kolding Kommune. Krav
- Der skal være 3 sider: En forside, en side om ungdomsuddannelser og en “kontakt” side
- Øverst skal du have en menubjælke, og du skal kunne navigere rundt mellem siderne. Du skal bruge css og <div> tags, og du skal bruge princippet “separation of concerns”, når du organiserer din kode og dine filer
- Kolding Kommunes logo skal være på siden
- Selve indholdet af forsiden og ungdomsuddannelserne er ikke så vigtigt, her kan du sætte en overskrift, lidt tekst og et pænt billede ind. Det handler om, at du kan lave en slags skabelon
- I formularen på kontaktsiden skal du have følgende felter: Fornavn, efternavn, adresse, postnummer, by og kommentar
- Når du sender formularen fra kontaktsiden, skal formularen kunne tjekke, om felterne fornavn, efternavn, adresse, postnummer og by er udfyldt
- Du skal kunne forklare, hvad responsivt design er og vise et kodeeksempel efter eget valg
- Du skal lave et særskilt stylesheet
Vil du tjene lidt ekstra point? Så lav en “footer”, dvs. en tekst i bunden af siden og gør siden responsiv evt. med en “burger” menu/navicon.
Opgave 3. Database
Kolding Kommune ønsker nu, at unge kan oprette sig som brugere. Deres email er brugernavnet, og de har et password. De vil gerne have en database med følgende felter:
- Fornavn
- Efternavn
- Adresse
- Postnummer
- By
- Password
- Kommentarer
Bemærk at en bruger kan have mange kommentarer.
- Opdel databasen i entiteter og attributter
- Normaliser databasen
- Opret databasen med minimum 5 brugere: Mindst 2 brugere skal have postnummer 6000 Kolding og mindst 2 andre skal have postnummer 6030 Bramdrupdam
- Lav følgende SQL trækninger
- Hent alle brugere fra tabellen med fornavn, efternavn mv.
- Sorter brugerne fra tabellen med fornavn, efternavn mv. efter efternavn i stigende orden (A – Å), herefter efter fornavn i faldende orden (Å – A)
- Hent alle data fra alle tabeller
- Hent alle data fra brugere, der bor i Bramdrupdam
Opgave 4. Opsummer jeres digital markedsføring/WordPress side
Markedsføring: Nike Danmark vil introducere en ny sneaker rettet mod unge. Kom med et begrundet forslag til, hvilken strategi du vil anvende i forhold til digital markedsføring.
WordPress: Vis et par skærmdumps med korte forklaringer til, hvad du har lavet i WordPress