Informatik C eksamen

Sådan foregår eksamen i informatik C

  • I slutningen af skoleåret får du besked om, hvem der skal til eksamen i informatik. Det er ikke nødvendigvis hele klassen, der bliver trukket ud
  • Når listen over elever, der skal til eksamen, bliver offentliggjort, må du danne grupper med andre i klassen på maksimalt 3 personer.
    • Du kan dog kun danne grupper med andre elever, som skal trække på samme tidspunkt som dig.
    • Grupperne dannes ud fra eksamenstidspunktet. Hvis f.eks. 10 elever i en klasse skal op tirsdag formiddag, så må de 10 elever danne grupper efter eget valg
    • Det vil sige, at hvis 2 elever gerne vil danne en gruppe, men den ene skal op om formiddagen og den anden om eftermiddagen, så kan de ikke være i gruppe sammen. De får heller ikke nødvendigvis de samme spørgsmål
    • Minimum 24 timer før eksamen trækker gruppen arket med spørgsmål. Der er typisk 3 -4 spørgsmål. Så har gruppen 24 timer til at forberede sig.
  • Eksamen er individuel, så du er alene med censor og lærer i eksamenslokalet
  • Fremlæggelsen foregår ved, at du præsenterer de forberedte opgaver typisk ud fra en PowerPoint præsentation på din skærm. Men det er tilladt at præsentere på andre måder
    • Øv din præsentation grundigt. Hold gerne præsentationen for andre, og hold præsentationen mindst 4 – 5 gange
    • MEGET VIGTIGT Du skal have materiale til en præsentation på ca. 10 minutter. Hvis du kun præsenterer i 5 minutter, så åbner du for flere spørgsmål fra lærer og censor = du gør det sværere for dig selv.
  • Det er helt almindeligt at være nervøs til en eksamen, og det er ikke nødvendigvis en ulempe for dig. Nervøsiteten er normalt værst lige i starten. Når først du er i gang, så forsvinder det meste nervøsitet
    • Lærer og censor er ikke påvirkede af, hvis du er nervøs. Uanset hvor nervøs du eventuelt er, kan de sagens høre, om du er velforberedt eller ej
    • Det er de færreste elever, der bliver så nervøse, at de blokerer. Skulle det ske, er det tilladt at bede om en lille pause. Pausen påvirker ikke din karaktergivning
  • Du er inde i cirka 15 – 17 minutter. Så går der yderligere 5 – 10 minutter med votering

Et par gode råd

  • Lav en pæn præsentation med punkter. Lad være med at skrive lange tekster
  • Hjælp dig selv. Hvis du f.eks. har et spørgsmål om f.eks. 3-lags modellen, så sæt en figur ind af 3-lags modellen
  • Det bedste middel mod nervøsitet er at være velforberedt. Alle lærere og censorer kan høre forskel på en nervøs men velforberedt elev, og på en elev, der både er nervøs og uforberedt
  • Vi er ikke ude på at slagte jer. I får nemme spørgsmål i starten for at “varme jer op”. Siden bliver spørgsmålene sværere, fordi vi vil prøve at trække jer op på den højest mulige karakter
  • Brug fagets fagudtryk og sørg for, at du kan forklare dem
    • Når du forklarer fagudtrykkene så brug så vidt muligt dine egne formuleringer frem for at kopiere bogens
  • Vil du have en høj karakter: Hvis du kan bringe eksempler fra virkeligheden ind, så gør det. F.eks. på, hvad man bruger en variabel til
    • Du får også høje karakterer, hvis du f.eks. påpeger fejl i dit arbejde og fortæller, hvordan du vil rette det. F.eks. hvis du efterfølgende ser en fejl i måske et program i AppLap
    • Det giver høje karakterer at perspektivere: Hvad kan du bruge det her til?
  • Øv dig på fagets fagudtryk også før, at du trækker spørgsmålet
  • Den mest almindelige “fejl” er, når elever kun præsenterer i måske 5 minutter. Brug alt den tid, du har til præsentation
  • Tag endelig en flaske vand med ind til eksamen, hvis du har lyst